Mia Eton-McKinseys kronik i Børsen forleden om antiheltinder i ligestilling og familieliv har vakt en del debat i krydsfeltet mellem netop ligestilling og familieliv. Og godt det samme. Det er på tide, vi får kigget lidt nærmere på dét krydsfelt.
I modsætning til mange andre i mit ærinde, er jeg fuld af beundring over for Mia. Hun har valgt familien fra og karrieren til – og så skilter hun endda med det. Det er modigt, for hun går imod alle samfundets forventninger til, hvad ”en rigtig kvinde” skal gøre, og hun modtager uden tvivl mange sværdslag for det, ikke mindst blandt andre kvinder.
Hvilket er paradoksalt, for hvis man vil en karriere i arbejdslivet i dag, så skal man gøre lige præcis som Mia: Man skal prioritere arbejdslivet så meget, at der næsten ikke er plads til børn og familie. Så det modtager hun uden tvivl mange pluspoint for i sit arbejdsliv.
Ligestillingsparadokset 1.0
Og det er jo der, vi har hele ligestillingsparadokset: For at være en ”rigtig kvinde” forventer vi, at du helliger dig familien – ellers bliver du anti – men for at være kvinde med en gloværdig og konkurrencedygtig karriere, må du helst ikke hellige dig familien. Hvordan regner man dén ud?
Hvad nu, hvis vi for en stund lagde dette paradoks til side og indrømmede, at det er ok, ja faktisk overskudsskabende, også i en virksomhedskontekst, at der bliver brugt tid på familielivet, men at det selvfølgelig også kræver en vis tilstedeværelse på jobbet, hvis man vil fremad?
Karrieren kan ikke drives fra legepladsen, men familien kan heller ikke drives (eller trives) fra en computerskærm.
Det ene behøver og bør ikke udelukke det andet. Lad os dog for pokker, i stedet for at polarisere diskussionen til at handle om et enten-eller – enten kvinder-eller mænd, enten familie-eller arbejde, bare en enkelt gang, i en virksomhedskontekst, gøre et helhjertet forsøg på at rumme både-og? Fordi både samfundsdiskursen og forskningen rent faktisk peger væk fra dikotomierne og i retning af integrationen.
Mænd og kvinder prioriterer familien – og karrieren
For nylig bragte Børsen et interview med Jens Poulsen fra DK Company, der faktisk mente, at han var blevet en bedre topleder af at gå klokken 15 hver anden uge, fordi han efter sin skilsmisse var tvunget til det, hvis han ville se sine børn (i øvrigt tankevækkende, at der skulle en skilsmisse til, for at han lavede dén prioritering).
Og konsulentfirmaet Boston Consulting Group, der selv emmer af en gammeldags up-or-out kultur, udgav for nylig en rapport, der efterlyste flere rollemodeller, der rummede både karriere og familie. Godt nok formuleret som et udtalt ønske blandt kvindelige talenter, men lur mig, om der ikke også er flere og flere moderne karriere-mænd, der faktisk godt kunne tænke sig at turde sige det samme højt. Hvis ellers kulturen var til det i virksomhederne.
Arbejdslivet rækker langt ind i familielivet – men ikke vice versa
Det er nærmest forudsigeligt, hvad en sådan tilgang kunne afføde af modreaktioner:
”I virksomhederne handler det ikke om hele, glade mennesker – det handler om økonomisk vækst." Mit svar er, at man efterhånden ikke kan sparke sig frem for forskning, der peger i retning af, at hele, glade mennesker som medarbejdere skaber større overskud og vækst i enhver virksomhed. Så selvfølgelig handler det om, at dine medarbejdere skal være hele, glade mennesker!
”Jamen så lad os da i det mindste fokusere på at skabe det bedste arbejdsmiljø på arbejdspladserne – vi har ikke noget at gøre hjemme hos vores medarbejdere, ” vil den næste indvending være. Hvad laver så laptoppen og mobiltelefonen hjemme hos de fleste karrieremænd og -kvinder - og hvorfor holder vi så ofte møder til langt efter aftensmad, der ellers er hellig familietid i mange hjem?
Arbejdslivet har allerede bevæget sig langt ind bag hjemmets fire vægge. Men alligevel opleves der blandt arbejdsgivere ikke rigtig nogen erkendelse af, at familielivet også har en betydning for medarbejdernes formåen på arbejdspladsen.
Kvinder oplever fortsat splittelsen mest
Tilbage til Mia Eton-McKinseys oplevelse af at blive stemplet som antiheltinde, fordi hun prioriterer karriere langt over familie. Hendes oplevelse kommer som sagt bl.a. af vores kulturelt betingede opfattelse af mænds og kvinders ”livsopgaver” - en opfattelse, som hun, modigt, har valgt ikke at overgive sig til.
Vi forventer fortsat af mødrene, at de er limen i deres familier, og derfor tror jeg fortsat at flere karrierekvinder end -mænd med en familie vil føle sig udfordrede af splittelsen mellem arbejdsliv og familieliv, for de synes, at de skal kunne rumme begge dele. Og det er netop derfor, at Mia Eton-McKinsey bliver så træt af sine medsøstre, for den splittelse oplever hun jo ikke. Hun har ikke splittelsen inde på livet selv, så hvorfor skulle hun kunne forstå og sympatisere med den?
Sådan er der fortsat også mange mænd, der driver karrierespillet, som er "forskånet" for splittelsen, uanset, at de har en familie, fordi de ofte har en sød og omsorgsfuld baglandskvinde til at styre hjemmefronten, og det er lige dér den største ligestillingshurdle er. I hvert fald et par årtier endnu, indtil der dukker udtryk som ”speltfar” og ”karrieremand” op i det danske sprog, til at udtrykke en voksende bevægelse blandt mænd, der oplever en lignende splittelse mellem karriere og familie.
Men indtil da vil det at skabe en god integration mellem arbejdsliv og familieliv fortsat se ud som et kvinde-anliggende, fordi det fortsat er kvinderne, der oplever splittelsen mest. Det behøver der ikke være noget galt i - hverken for mænd eller kvinder, ud over, når det kommer til den normative debat i krydsfeltet mellem ligestilling og familieværdier.
Spørgsmålet er, om det er modet eller evnerne, der svigter, når vi igen og igen forsøger at arbejde mod i stedet for med dette aspekt af mænds og kvinders livs- og karriereudvikling.