Bogen til ferien: "I know how she does it" af Laura Vanderkam

Søger du også gode ideer til, hvordan du får plads til både familie- og arbejdsliv, når du vender tilbage fra ferie? Så skal du læse "I Know How She Does It” af tids-management-guruen Laura Vanderkam.

Hvorfor ikke bruge tiden i solstolen på at lade dig inspirere til en bedre integration mellem arbejde og familie, når I vender tilbage fra ferien? ”I Know How She Does It” med undertitlen "How Succesful Women Make the Most of Their Time" af Laura Vanderkam giver dig inspirationen.

Bogens forfatter, tids-management guruen, Laura Vanderkam, tager udgangspunkt i, at mange kvinder kæmper med at få tiden til at hænge sammen – og det er hendes postulat, at man faktisk godt kan få både et tilfredsstillende arbejds- og familieliv, hvis man blot begynder at se på sit liv gennem en lidt bredere optik, end man måske er vant til.

Du skal simpelthen til at se på din tid over ”klumper” af en uge, frem for en dag eller mindre.

”The math is straightforward. There are 168 hours in a week. If you work 50 and sleep 8 per night (56 hours per week in total), that leaves 62 hours for other things. (…) The time is there to have what matters. Though, we have to choose to see this, and many people choose not to,” skriver hun.

Hun har derfor bedt en række kvinder med travle men tilfredsstillende liv, både på familie- og arbejdsfronten, logge deres tidsforbrug over en uge, for at få indblik i, hvordan de kombinerer arbejds- og familieliv. Dét er inspirerende. På trods af, at hendes eksempler passer ind i en amerikansk kontekst, giver det bestemt også danske kvinder og mødre stof til eftertanke, når hun fortæller om, hvordan inspirerende kvinder helt konkret får enderne til at mødes.

Mød for eksempel singlemoren, Emma Johnson, der ved at flette arbejds- og familietid sammen, uden det går ud over tiden med børnene, arbejder et overkommeligt antal timer og tjener nok til at forsørge både sig selv og sine børn.  

Eller bliv inspireret af en række kvinder, der selv tager ledelsen for deres arbejdsliv og sætter standarden for, hvordan de som lønmodtagere sammensætter deres arbejdsdag – med en høj grad af fleksibilitet (som de bruger til både sig selv og familien) til følge, selvom de leverer det samme som de af deres kolleger, der arbejder al deres tid i én blok, på deres kontorstol.

I bogens afslutning giver Vanderkam helt konkrete strategier til selv at blive bedre til at få tiden til at række. Der er masser af inspiration at hente for dig som kvinde, også i en dansk kontekst, uanset om du er selvstændig, chef eller helt almindelig medarbejder.

Bogen er endnu ikke udkommet på dansk, men kan købes på engelsk på hendes egen hjemmeside eller på Amazon.

0 kommentar(er)

Klik her for at kommentere