Om indsamlingen til flygtninge på Lesbos - og hvad vi kan lære af den

I dag har jeg brugt en halv arbejdsdag som frivillig pakkedame for den kæmpe private indsamlingsindsats, som tre kvinder, der "lige var på vej til Lesbos for at hjælpe lidt", startede for en måneds tid siden. Nu har de (og en farlig masse frivillige hjælpere) indsamlet og pakket nok tøj, bleer, sko, liggeunderlag, soveposer og penge til mindst 13 containere, der bliver pakket og sendt afsted i dag. Alt sammen på frivillig basis, og fordi tre kvinder blev så rystede over udviklingen sydpå, at de besluttede for en måneds tid siden, at de da måtte gøre noget. Sejt!

Mens jeg har leget menneske-samlebånd, kastet med fleecetæpper og ageret p-vagt, har jeg hele dagen undertrykt en rørstrømsk klump i halsen over, hvordan rigtig mange indbyggere i vi-er-os-selv-nærmest-Danmark trods alt er rykket sammen og har gjort noget aktivt for at hjælpe folk i nød. Det er dejligt, nødvendigt og bør være et forbillede for alle, der brokker sig på den ene eller anden fløj, uden for alvor at gøre noget selv. (Så fik jeg dét ud af systemet...)

Nå, men så har jeg også funderet.

For gennem glæden og imponaden over samarbejdet og hjælpsomheden, dukkede en tanke op om forskellen på mænd og kvinder – og om, hvorfor det er så dælens vigtigt at have begge køn i enhver organisering, der skal producere eller levere effektivt. Det slog mig nemlig undervejs, at kønsfordelingen blandt de mange frivillige var omtrent 95% kvinder og 5% mænd. Underligt, tænkte jeg. Og så alligevel ikke. For undervejs gik det også op for mig, hvordan indsamlingen og de mange hjælpende hænder for mig var et klokkeklart eksempel på alle de gode resultater, der er potentiale for, når feminine værdier bliver sat "in action".  

Ifølge John Gerzema, der har spurgt  64000 mennesker i 13 lande på hele kloden, hvad vi ser som hhv. maskuline og feminine træk, defineres værdier som omsorg, hjælpsomhed, empati og samarbejde overalt i verden som arketypiske feminine værdier. Og det er alle de værdier, der ubevidst bliver trukket på, når et  indsamlingsstunt som dette lykkes så markant.

Når kvinder (inklusive mig selv) på TV ser helt almindelige, civiliserede familier som dem selv, der vælter våde og forkomne ind på en strand i en gummibåd med en iturevet fortid og en tvivlsom fremtid, så har vi nemt ved at leve os ind i fortvivlelsen, håbet og frygten, disse folk må føle. Og så bløder vores hjerter. Omsorgen og beskyttertrangen bobler frem i os. Vi får lyst til at kramme de grædende børn, give dem deres ubekymrede barndom tilbage, og hjælpe forældrene med at give deres familier nyt håb og masser af tryghed. Og så vil vi hjælpe dem. For dælen hvor vil vi gerne hjælpe! Og når så en indsamling som denne, der tapper ind i fællesskabet, dukker op, ja, så er der ingen grænser for, hvad vi ikke vil gøre for at bidrage. Det er dejligt med den slags håb for verden, som rørstrømske kvinder i deres følelsers vold kan frembringe!

Faktisk viste John Gerzemas forskning, at vi overalt i verden deler en ubevidst opfattelse af, at verden generelt ville være et bedre sted, hvis mænd tænkte lidt mere som kvinder. Det mener 2/3 af Gerzemas 64000 adspurgte respondenter.

Men altså, det betyder jo ikke, at mænd er nogle selviske, kolde skiderikker, der ikke vil hjælpe – men det der med at række hænderne ud på sådan en omsorgsfuld "jeg hjælper dig" måde er bare ikke lige mændenes kop te. De hjælper på en anden måde. De fikser ting - uden at vide det, kunne jeg sagtens forestille mig, at størstedelen af de mange penge-donationer, denne indsamling har modtaget, er kommet fra mandlige donorer. For det er en mere effektiv måde at hjælpe på. I øvrigt forventer vi i samfundet også, at de forholder sig på en anden måde end de følelsesdrevne kvinder, men det er en helt anden historie - mere herom en anden dag her på bloggen.

Nej, er vi ikke kun det, vores køns arketype foreskriver. Kvinder rummer også maskuline værdier og mænd feminine, men de bliver ofte undertrykt i den enkelte person, fordi vi ikke rigtig forventer det af os selv og hinanden. En kvinde skal opføre sig som en kvinde, og en mand som en mand. Og når vi kommer til at lave en cross-over, bliver vi lidt forvirrede, indtil vi mere eller mindre ubevidst finder vores ståsted igen. Det viste sig tydeligt i den måde, vi hver især opførte os i dag.  

Når der en sjælden gang gik snakkeklub i den, eller en af de mange velmenende piger mente, at vi alle skulle huske væskebalancen og holde drikkepause på samme tid (typisk feminin, fællesskabsorienteret, omsorgsfuld adfærd), kunne man høre en af de få mænd sige "skal vi nu ikke bare holde kæden i gang?" (typisk maskulin, produktivitetsorienteret, assertiv adfærd). Og så kunne man se flere kvinder, der faktisk var enige i hans betragtning men egentlig havde tilsluttet sig drikkefællesskabet, skippe pausen og prøve at holde gang i kæden og effektiviteten. Kvinder vil selvfølgelig også effektivitet, selvom det arketypisk er et maskulint træk, men de vil også gerne henholde sig til fællesskabet. Og hvis der ikke er nogen til at hjælpe med at fremelske de maskuline træk, ja, så vinder de feminine værdier for det meste, selvom vi slet ikke er klar over, at det er den indre kamp, der er i gang inden i os.  

Nå, sorry - der fortabte jeg mig vist lige i en masse snak om maskulint og feminint. Så hvad er det egentlig, jeg har lært af i dag?

For det første har jeg lært, at vi danskere gerne vil hjælpe, selvom der er rigtig mange, der prøver at fortælle os en anden historie. Det synes jeg er dejligt og opløftende at huske sig selv på, når man bliver nedslået over al den negativitet, der bliver bragt videre i dagspressen i øjeblikket.

Og så har jeg lært, at der er behov for både arketypisk maskuline og feminine træk i enhver god organisering af mennesker, der skal præstere. Der er behov for både omsorgen og effektiviteten. For kommunikatøren og producenten. Det får vi, når vi kombinerer mænds og kvinders arketypiske styrker, og derfor er det en god investering af fremelske både maskulin og feminin kultur på arbejdspladserne.

I dag kunne jeg høre kynikeren i mig mumle noget om, at det var lidt for megen omsorg og lidt for lidt effektivitet, og det gav for mig at se nogle udfordringer på denne her midlertidige arbejdsplads. Men jeg tror faktisk aldrig, denne indsamling havde set dagens lys, endsige vokset sig så stor, hvis verden kun var fyldt med effektivitet.

Og for pokker da, hvor blev der knoklet for sagen! Det var fedt at være med til og gav faktisk også en form for håb for verden. Det hele skal nok gå, hvis vi alle kombinerer vores styrker og kræfter. 

Tomleren op til initiativtagerne til Hjælp til Bådflygtninge på Lesbos! Det kan I saft suse mig godt være stolte af!